Additiver

Indtrykket af den lille vinbonde, der triller rundt med fadene i kælderen, mens han lytter til og overvåger vinen er en illusion. Der manipuleres i udpræget grad med de fleste vine. Kun blandt de små kvalitetsproducenter er manipulationen minimal. Her er det et mål, at vinen skal lave sig selv og at forarbejdet hertil har fundet sted i marken!

Hos Bichel prioriterer vi at samarbejde med producenter, der arbejder så naturligt som muligt, både i mark og kælder.

Jo større produktion, jo mere manipulation. Her er en oversigt over de mest almindelige stoffer, der tilsættes til vin i industriel produktion - listen kunne være meget længere!

Enzymer
Der bruges bl.a.enzymer til at klargøre mosten ingden gæring og til at frigøre smagselementer.
Gær
Næsten alle vinproducenter bruger kulturgær i modsætning til den naturlige gær, der findes i kælderen. Afprøvet kulturgær giver den ønskede forudsigelighed og sikkerhed i vinfremstillingen. Der er frit valg på alle hylder mht. valg af gær. Til bedre kvalitetsvine vælges mere neutrale typer, der giver en hurtig og sikker gæring. Til de billige vine vælges aromatiske gærtyper, der producerer en masse estere, der tilfører magre vine fylde og smag. Smagselementerne er flygtige og vil være væk efter 12–18 mdr. De fleste af de producenter, vi arbejder med hos Bichel, tilsætter ikke gær, men lader gæringen starte naturligt.
Svovl
Der tilsættes svovl til al vin med ganske få undtagelser. Svovl er endvidere et naturligt biprodukt af gæringen! Svovl er det mest anvendte konserveringsmiddel i produktionen af fødevarer og også i vinproduktionen. Svovl bruges i vinen til at forhindre negativ bakterie- og iltindflydelse. Svovl er det eneste additiv som enhver vinmager er nødt til at bruge!
Syre
Hovedparten af de oversøiske vine tilføres syre enten som vinsyre under gæringen eller som citronsyre lige inden tapning.
Sukker
Europæiske vine fra de kølige områder chaptaliseres i vid udstrækning ved at tilsætte sukker under gæringen. Der produceres ikke tilstrækkeligt med sukker under modningen.
Tanniner
Der kan tilsættes tanninpulver til lidt for strukturløse vine. Der kan også vælges gærtyper, der producerer estere med et fast udtryk, der ligner tannin.
Egespåner
For at spare på de dyre fade til de billige vine må der tilsættes egespåner til vine i den nye verden. En billig måde at tilføre vinen den populære fadsmag. Denne proces er forbudt i EU, men der er mange dispensationer!