Antoine Arena, Korsika

Antoine Arena regnes generelt for Korsikas bedste producent og er da også den eneste, der får 2 stjerner i "le Classement". Domainet ligger i Patrimonio, der er en appellation med meget kalk og lerholdig jord på den nordlige del af øen. Rødvinene skal være minimum 90 % Nieluccio, og hvidvinene skal være 100 % Vermentino. Arena dyrker økologisk - ingen brug af kemi, hverken i mark eller kælder. Der lagres på cementtanke og bruges ingen træfade. Minimal svovling.

Antoine Arena var egentlig igang med en lovende karriere som jurist på det franske fastland, men da den korsikanske uafhængighedskamp i midten af 70'erne nærmede sig borgerkrig, besluttede Antoine sig for at flytte hjem og kæmpe for at Korsika ikke skulle blive en forladt udørk.

At han ville dyrke vin i AOC Patrimonio blev anset for det rene galimatias, da det kun var folk, der ikke kunne få et rigtigt arbejde, der dyrkede vin i området.
Gennem hårdt arbejde, økologisk dyrkning og naturlig vinifikation har Antoine Arena ikke alene skabt sig selv en kultagtig status blandt sommelierer på det franske fastland, men har også banet vejen for andre ambitiøse korsikanske vinproducenter.

Siden starten af 2000-tallet har Antoines to sønner Antoine-Marie og Jean-Baptiste deltaget i arbejdet på vingården. "Mine sønner har lært mig at lave elegante vine", siger Antoine Arena "tidligere lavede jeg dem for tunge".
Fra 2014 er ejendommen delt op så Antoine og hans to sønner hver især har ansvaret for en del af ejendommen. De arbejder stadig sammen, men har hver deres tilgang og sælger under tre forskellige labels.

Lavet på 100 % Nieluccio fra en mark med 60 år gamle stokke. Nieluccio er genetisk identisk med Sangiovese, men har sandsynligvis været på Korsika siden 1200-tallet. Ingen fad.
Markens navn - "Grotte di Sole" - kommer af den stærke soleksponering, der er på marken. Vinene her fra får altid god intensitet, men der høstes forholdsvis tidligt for ikke at få overmodne druer.

Intens og elegant næse med røde bær, krydderurter og mineralitet. Smagen er mangesidig med elementer af bær, krydderier, animalske noter, skovbund, god syre og elegante tanniner i en perfekt balance. Lang eftersmag.

Meget madvillig vin, der klarer de fleste kødretter. Vinen er kompleks og kan også håndtere kompleks mad; intense saucer, svampe, trøfler osv.

Land:
Frankrig
Område:
Korsika
Servering:
14 - 16 °C
Alkohol:
13,5 %
230,-