Aux Mages, Santa Barbara

aux_mages_full_width
Nordisk elegance fra Californien

Danske Emil Skytte startede egentlig med et kinesisk-studie på Aarhus Universitet, men en brændende interesse for vin fik ham til også at tage WSET's Advanced Certificate for at få det teoretiske på plads og få mulighed for at smage meget forskellig vin på en struktureret måde. Det førte til småjobs i den aarhusianske vinhandel, men på en tur til Italien fik Emil pludselig mulighed for at arbejde hos nogle af de bedste i Barolo, og så tog tingene fart. Arbejde hos Pete Gygax på Cascina Ebreo hos Mauro Veglia og hos Silvia Altare på Elio Altare førte videre til den dybt spirituelle og biodynamiske Elisabeta Foradori i Trentino. Muligheden for selv at lave vin blev en realitet hos naturvinsproducenten Ryan Roark på Roark Wine Company, hvor Emil fik mulighed for at producere sin egen vin.

Produktionen trækker på erfaringer fra alle de passionerede mennesker, Emil har mødt i vinens verden. For dem alle er vin mere end et nydelsesmiddel - det er en måde at udtrykke sig på, en måde at formidle naturen og en fortolkning af det sted, der har leveret druerne.

Alt druemateriale er dyrket økologisk eller biodynamisk og alt arbejde foregår i hånden. Resultatet er langt fra, hvad de fleste forbinder med Californisk vin. Det er lettere, køligere og mere elegant - mere europæisk i sit udtryk, men med en flot intensitet der fortæller om Santa Barbaras venlige klima.

Santa Ynez Valley burde slet ikke være et sted hvor man fysisk kunne producere vin.
Det er svært at forestille sig, at Los Angeles ligger kun tre timer syd for dette område, for fra Sunset Boulevard til Los Olivos er enorm – ikke bare kulturelt, men også rent klimatisk.
Santa Ynez er beriget med den største tværgående dal, der løber vest mod øst og skærer sig igennem bjergkæden som ellers løber i nordlig retning. Dalen er et geografisk unikum og den eneste af sin slags på den vestlige halvkugle, hele vejen fra Alaska til den sydligste spids af Chile.
Dette har enorm relevans i vinsammenhæng, da denne geografiske formation agerer som en tragt for maritime vinde og fugt, der så blæser ind igennem vinlandskabet og dermed skaber et af Californiens køligste vinområder med lange lyse dage og kølige nætter, der gør stedet ideelt til vindyrkning, skønt dens sydlige placering. Santa Ynez omfatter flere underområder og diversiteten er enorm, da klimaet ændrer sig drastisk igennem hele dalen. Gennemsnitstemperaturen svinger ti grader fra det nord til syd og dette har stor indvirkning for dette afgrænsede område. De nordligste appellationer, hvoraf Sta. Rita Hills AVA klart er den mest berømte, skaber vine på Chardonnay og Pinot Noir, som tælles blandt de mest eftertragtede i hele USA, hvor der i andre underområder dyrkes flere Rhone typer, som Syrah og Grenache, da der er bedre varme til disse druetyper.

Lige midt i dette område laver Emil med sin makker Lars håndlavede vine under navnet Aux Mages, der er mere åndsbeslægtede med den gamle verden end de amerikanske naboer.

ALT i produktionen er håndlavet og håbløst bagude for sin tid. Druerne er økologsiske hvis ikke biodynamiske. De bliver plukket i hånden, trampet med de bare fødder og presset på en gammel fransk hydraulisk presse, da Emil mener at det er denne proces, der skaber de største vine i verden. Der er ingen smuthuller i kælderen og den første vin ved navn Ætheria er således blevet afstilket i hånden over 28 timer, fordi det var hvad vinen havde brug for. Der er således heller ingen pumpe under vinifikationen, filtrering foretages ikke og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt.

Emil og Lars ser deres vine som en forlængelse af deres egne sindsstemninger og selvom det specifikke terroir selvfølgelig er bestemmende for hvordan vinens karakter vil være, så er vinmageren en mindst ligeså stor faktor i hvilke vine, der vil blive produceret.
Det er således ikke givet at en vin produceret i én årgang, vil være at finde året efter.     

Lavet på 100 % Grenache fra køligt beliggende marker. Druerne er dyrket biodynamisk, høstet i hånden, afstilket i hånden, trampet med fødderne og presset på en hydraulisk presse. Gæret naturligt og modnet på brugte fade, store og små, af fransk eg. Flasket uden filtrering og med minimal svovling.

Lys, let, liflig og ikke mindst æterisk med fine noter af røde bær; kirsebær, hindbær, jordbær og røde roser. Fantastisk ren og nærmest forfriskende med god intensitet i smagen og en lang, lang eftersmag.

Perfekt vin til fjerkræ og fuglevildt, men går også rigtigt strålende til enkle retter med kalv eller lam.

Land:
USA
Område:
Californien
Servering:
14 - 16 °C
Alkohol:
12,5 %
aetheria_aux_mages
375,-