Vin til mortensaften

Vin til mortensaften
Sæt den rigtige vin til mortensanden. Mortensanden giver selvsagt de samme udfordringer som juleanden, da vi bruger samme tilberedning og samme tilbehør.

Hvert år hives historien frem om, hvorfor er det nu lige, vi spiser and Mortensaften. Og så får vi at vide, at vi egentlig burde spise gås, for det var gæs, der afslørede hvor St. Martin gemte sig, da han forsøgte at undgå at blive biskop.
Han blev tvunget til at blive biskop og hans hævn over gæssene var, at de skulle slagtes og spises d. 10. november hvert år.

Efterhånden er gåsen blevet udskiftet med and på de fleste middagsborde – den er både billigere og nemmere at have i ovnen.

Mortensanden giver selvsagt de samme udfordringer som juleanden, da vi bruger samme tilberedning og samme tilbehør. Der er masser af smag, fedme, sødme og syre i denne servering og det kræver en vin – der kan matche dette. Vinen skal have en intens sødmefuld frugt for at klare sødmen og smagsintensiteten i retten, den skal have nok syre til ikke at blive væltet af rødkålen, og så er et relativt højt alkoholniveau godt til rettens fedme.

Et af de bedste match er Grenache på et vist niveau fra det sydlige Rhône. Disse vine scorer højt på intensitet, frugt, fylde og friskhed, når de er bedst. Châteauneuf-du-Pape og Gigondas er de sikre bud, men topvine fra mindre kendte appellationer kan også være gode bud.

Er man helt traditionel og vælger gås Mortensaften, kan man godt gå efter en vin med mindre frugt og lidt mere struktur. Syrah fra Nord-Rhône, Malbec fra Sydamerika eller oversøisk Carmenere kunne være gode bud.

Vil man prøve noget helt nyt, så servér Riesling fra Alsace Riesling GG fra Tyskland eller Erste Lage fra Østrig til – det er overraskende godt. Et andet godt bud er en kraftig Pinot Noir-domineret Champagne.

Vinanbefalinger