Terroir
Der tales og skrives meget om terroir.

Vinen udstråler terroir, man kan smage terroir, Chile har ikke terroir etc.

Hvad er det for noget? Her den korte version:

Terroir kan defineres som summen af alle de forhold, der får vinen til at smage som den gør.

Der tænkes især på jordbunds og klimaforhold, men også eksponering af marken. tradition og historie.

Smag en Sancerre fra Loire på Sauvignon Blanc op imod Sauvignon Blanc fra Saint Claire, Marlborough, New Zealand. Samme drue i vidt forskellige klimaer og med forskellig jordbund. Sancerre med sin kølige mineralitet op imod Saint Clairs aromatiske power. Man kan her smage, hvor vinen kommer fra.

Tyske Riesling-vine fra eks. Mosel har generelle karaktertræk, der afspejler klima og vinstil og forskelle i vinenes udtryk skyldes især forskellige jordbundsforhold og eksponeringer af marken. Man kan altså fastslå, at her smager man en Riesling fra Mosel og i mange tilfælde en Riesling fra en bestemt mark

Det samme gør sig gældende med Bourgogne og Alsace. Tænk på forskellene i smagsindtrykket fra forskellige marker i Puligny og Chassagne. Tilsyneladende det samme overordnede klima og jordbund. Men små forskelle i markernes hældning, dræning og jordsammensætning er vigtige faktorer bag smagsforskellene. Tænk på de forskellige Grand Cru i Alsace og de klassificerede marker i Medoc.

Det tilfører en ekstra dimension til vinen, når man smage hvor den kommer fra. Vinen bliver mere levende og personlig.

Terroir er som regel knyttet til vine fra den gamle verden. men det findes selvfølgelig også i den nye verden. Med den stigende focusering på markvine og vine fra afgrænsede områder også i den nye verden vil vi se i stigende grad terroiraftryk på vine herfra. Folly Syrah fra Montes er et godt eksempel herpå. Druerne kommer fra én bestemt mark med en hældning som Cote Rotie og fadet er ikke overdoseret i forhold til vinens koncentration og vinen har et specifikt aftryk i forhold til andre Syrah-vine fra Chile.

Det meste vin især i den billige ende smager i grove træk ens, uafhængig af oprindelse, og er lavet med henblik på en bestemt smagsprofil efter veldefinerede opskrifter. Langt hovedparten af vinproduktionen foregår standardiseret som øl og her er der ikke tale om terroir.

Moderne vinteknik kan selv i de fine vine maskere terroiraftrykket helt eller delvist. Jeg tænker på overdreven brug af nye fade, beluftning af vinen, kulturgær mm.

gsj/07