|
Mere om Chile
Chiles vigtigste vinregioner
Hovedproduktionen finder sted i det centrale Chile omkring Santiago og især syd herfor. Klimaert er generelt tørt og solrigt med svalende vinde fra Stillehavet og Andesbjergene og der er de fleste steder vand nok til kunstvanding. Jordpriserne og arbejdskraften er billig i forhold til Europa og der er ingen begrænsninger på udbyttets størrelse, så det er en alvorlig konkurrent til EU, især i den billigere ende. Chiles problem har været vanskeligheder med også at slå igennem i de bedre kvaliteter. Men der arbejdes hårdt på sagen via plantninger på mere marginale arealer eks. skråninger, så vinstokkene skal arbejde lidt mere for føden, isolering af særlig gode parceller, lavere udbytter, bedre kloner etc. Dette felttog ledes af markante vinpersonligheder som bl.a. Aurelio Montes fra Montes, Eduardo Chadwick fra Errazuriz m. fl. Der er pt. store problemer for den chilenske vinindustri. Det boomer tilsyneladende på overfladen med stor eksportsucces, men 80% af de chilenske vinproducenter tjener ingen penge eller har røde tal på bundlinjen. Det skyldes primært den lave dollarkurs, der nu har været i bund længe og begynder at trække tænder ud samt den hårde priskrig i bunden af markedet. |


