Mere om La Remejeanne
'Remy Klein is one of the most consistently top-flight winemakers among the Côtes du Rhône producers - Tremendous value for the quality.' Robert Parker, The Wine Advocate.
 
Vores første Rhône-dreng
De hårde facts
  • Historie: La Remejeanne er stiftet i 1960 af Francois Klein, og siden 1988 drevet af Remy Klein
  • Placering: Sabran, vest for Bagnols sur Ceze på højre bred af Rhône floden, sydlige Rhônedal.
  • Størrelse: 35 hektar
  • Årlig produktion: godt 150.000 fl.
  • Høstudbytte: ca 35 hl/ha.
  • Appellationer: Côtes du Rhône og Côtes du Rhône-Villages
  • Druesorter: Blå: Grenache, Syrah, Mourvedre, Cinsault, Carignan og Counoise
    Grønne: Roussanne, Marsanne, Viognier, Clairette og Bourbulenc
  • Ansvarlig for vinene/vinmager: Remy Klein
Remy Klein var vores første Rhône-dreng og er en nær ven af Bichel. Vi startede med at handle med faderen Francois, og Côtes du Rhône "Arbousiers" 1986 var første vin på lageret. Vi fandt La Remejeanne efter at have gennemtravlet det sydlige Rhône med Livingston's "Wines of the Rhône Valley" i hånden. Dengang var de fleste vine for kogte og portvinsagtige, men Arbousiers var frisk, moden og velbalanceret.

Remy overtog tøjlerne i 1988 og har siden kørt ejendommen stille og roligt frem til en international topposition. Højt beliggende marker giver et klima med kølige nætter, mindre nedbør og læ for de barske vinde, der hærger selve dalen - vigtige faktorer, når målet er høj kvalitet. De kølige nætter hindrer nedbrydning af frugtsyren i vinen, der giver vinene et mere rankt præg samtidig med den modne frugt.

Remy planter nu også oliventræer og forskellige løv- og nåletræer som ren landskabspleje for at give landskabet større diversitet.

Anmeldelser:
Domaine La Remejeanne høster stor international anerkendelse.
"Remy Klein is one of the most consistently top-flight winemakers among the Côtes du Rhône producers - Tremendous value for the quality." Robert Parker verdens mest inflydelsesrige vinjournalist i The Wine Advocate marts 2008.
Kåret som "Årets bedste Côtes du Rhône vine" (pris/kvalitet) i den franske vinguide "Le Guide Hachette" i 1992,1996 og 2000. Topanmeldelser også i Danmark. Remy er manden bag Danmarks bedst anmeldte papvin "Selection Remejeanne".

Mad og vin:
Remys vine er glimrende madvine. Den friske og frugtige stil er mere madvillig end de tungere og mere alkoholiske stilarter. De røde går generelt godt til krydret middelhavskøkken med elementer som oliven, timian, rosmarine, salvie og hvidløg. De letteste røde: Bag in Box og Côte Levant går godt til lyst fjerkræ og grillet fisk. De kraftigere rødvine matcher de fleste kraftigere kødretter og fungerer særlig flot til lam og and. De hvide er let aromatiske og bløde og går fint til fyldige salater, lyst fjerkræ, ferskvandsfisk og fiskesuppe.